Tilbage til vidensbasen

Jod - J i hunde- og kattekost

En kort guide til betydningen af Jod - J i ernæring til hunde og katte.

Jod - J

Det er en essentiel byggesten for skjoldbruskkirtelhormoner (thyroxin T4 og trijodthyronin T3), som regulerer stofskiftehastigheden, termoregulering, hjertefunktion og nervesystemet, og som desuden er afgørende for korrekt vækst og udvikling hos hvalpe og killinger [1]. Det er et af de få mineraler, som der med stor sandsynlighed er for lidt af i en rå diæt baseret på landdyr — det kræver bevidst tilskud. NRC-normen for en voksen hund er MR 175 µg, RA 220 µg / 1000 kcal ME (øvre grænse SUL 2750 µg) [1]. For en voksen kat angiver NRC højere værdier — MR 320 µg, RA 350 µg / 1000 kcal ME — selvom nyere studier antyder, at kattens reelle behov kan være lavere end 2006-normen [2].

Hvor findes det: Kød og knogler fra landdyr er ekstremt fattige på jod. I praksis tilføres det via standardiserede havalger (kelp, f.eks. pulveriseret Ascophyllum nodosum) med et kendt jodinhold pr. gram. At dosere tørret kelp "på øjemål" er et lotteri — forskellene mellem partier kan være op til ti gange så store.

Mangel: Hos dyr, der fodres med kommercielt foder, forekommer det stort set aldrig. Det er dog et hyppigt problem i ubalancerede hjemmelavede diæter. Det resulterer i hypothyreoidisme (dyret bliver apatisk, søger varme steder, tager hurtigt på i vægt), dermatologiske problemer (tør, knækket og mat pels) samt struma (forstørrelse af skjoldbruskkirtlen på halsen) [1] [3]. Hos hvalpe og killinger ses forsinket udvikling, især af nervesystemet. Symptomerne viser sig sent, og derfor vurderes jod ikke ud fra dyrets udseende, men beregnes.

Overskud: Margenen mellem den optimale dosis og en for høj dosis er smallere end for de fleste andre mineraler — fordobl ikke dosis "for en sikkerheds skyld". Kronisk overskud (oftest fra ukontrolleret tilskud) hæmmer paradoksalt nok også skjoldbruskkirtlen og giver symptomer, der minder om mangel [4]. Hos katte er overskud særligt risikabelt: den lave kropsvægt gør det lettere at overdosere kelp, og hyperthyreoidisme er den hyppigste endokrinopati hos ældre katte — en jodbegrænset diæt kan normalisere T4-niveauet hos en betydelig del af de syge katte [5].

Hvad man skal være opmærksom på

Selen er nødvendigt for konverteringen af T4 til aktivt T3 (selenafhængige deiodinaser) — ved mangel på selen er selv en korrekt tilførsel af jod ikke tilstrækkelig [1]. Hos katte er en fast, daglig dosis afgørende — svingninger i tilførslen (nogle gange intet, andre gange en stor portion fisk eller kelp) er værre end et moderat, men stabilt tilskud. Pas på med luftrør, spiserør og kød fra halsregionen — de kan indeholde rester af slagtedyrets skjoldbruskkirtel, hvilket betyder, at man giver færdige T3/T4-hormoner i stedet for jod. Dette er et separat, alvorligt problem (såkaldt dietary hyperthyroidism), som er særligt farligt for katte.

Kilder

  1. National Research Council (2006). Nutrient Requirements of Dogs and Cats. National Academies Press. https://nap.nationalacademies.org/catalog/10668/nutrient-requirements-of-dogs-and-cats
  2. Wedekind KJ, et al. (2010). The feline iodine requirement is lower than the 2006 NRC recommended allowance. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/19906136/
  3. Merck Veterinary Manual. Goiter in Animals. https://www.merckvetmanual.com/endocrine-system/the-thyroid-gland/goiter-in-animals
  4. Edinboro CH, Scott-Moncrieff JC, Glickman LT (2010). Feline Hyperthyroidism: Potential Relationship with Iodine Supplement Requirements of Commercial Cat Foods. https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC11149000/
  5. Hui TY, Bruyette DS, Moore GE, Scott-Moncrieff JC (2015). Effect of Feeding an Iodine-Restricted Diet in Cats with Spontaneous Hyperthyroidism. https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC4895365/